Mic Key GJ

Mic-Key® GJ

Mic-Key® GJ er en mavesonde placeret i hudniveau. GJ står for gastrisk jejunalsonde, hvilket vil sige, at du med denne sonde kan tage ernæring og medicin direkte i tyndtarmen samt lukke overskydende luft eller væske ud af mavesækken.

Kort om Mic-Key GJ:

  • Sondemad gives via pumpe.
  • Der må ikke suges eller trækkes tilbage på jejunalporten.
  • Mic-Key GJ må ikke drejes.
  • Mick-Key GJ anlægges og skiftes på sygehuset.

Sådan sætter du forlængerslanger i Mic-Key GJ

1. Åben proppen fra både jejunal- og gastricporten.
2. Forlængerslangen monteres i jejunalporten ved at sætte den sorte stregmarkering på forlængerslangen ud for den sorte stregmarkering på jejunalporten. Drej forlængerslangen ¾ omgang i pilens retning, indtil du mærker en let modstand – undgå at dreje forlængerslangen en hel omgang.
3. Forlængerslangen fjernes ved at dreje den modsat pilens retning, indtil den sorte stregmarkering på forlængerslangen er ud for den sorte stregmarkering på jejunalporten. Tag forlængerslangen af, og sæt proppen på porten igen.

Sådan giver du sondemad gennem Mic-Key GJ

Vi anbefaler at anvende en ernæringspumpe til indgift af sondemad gennem jejunalporten. Pumpen indgiver ernæringen i en jævn strøm og mindsker derfor risikoen for tilstopning af sonden.

1. Vask hænderne med vand og sæbe.
2. Montér forlængerslangen til jejunalporten.
3. Kontrollér, at klemmen på forlængerslangen er åben.
4. Skyl forsigtigt sonden med ca. 30 ml vand til voksne og ca. 10 ml til børn.
5. Tilslut sondemaden efter diætistens/lægens ordination.
6. Start ernæringspumpen.
7. Luk klemmen på forlængerslangen, når sondeernæringen er færdig.
8. Fjern ernæringssættet.
9. Åbn klemmen på forlængerslangen igen.
10. Gennemskyl både Mic-Key GJ og forlængerslangen grundigt.
11. Fjern forlængerslangen, og sæt proppen på.

Vi anbefaler:

  • medicin i flydende form for at undgå tilstopning af sonden
  • at udskifte forlængerslangen en gang om ugen
  • at skylle jejunalporten igennem hver 6. time med mindst 30 ml vand til voksne og 10 ml til børn. Dette for at forebygge, at sonden stopper til. Vær forsigtig, når du skyller porten – og kontakt din læge, hvis du mærker meget modstand ved gennemskylningen
  • at du ALDRIG drejer Mic-Key GJ-sonden.

Pleje af huden omkring Mic-Key GJ

Vask med vand og sæbe dagligt samt efter behov. Hold huden ren og tør. Hvis huden om sonden er rød og irriteret, kan du fx anvende en barrierecreme. Bemærk, at du IKKE må anvende olieholdige cremer og salver.

Kontrol af sondens ballon

Kontroller og skift vandmængden i ballonen en gang om ugen:

  • Sæt sprøjten ind i BAL-porten, samtidig med at sonden holdes på plads.
  • Træk alt vand ud af ballonen, og kassér det.
  • Træk den anbefalede mængde vand op i sprøjten, og fyld ballonen.

Vi anbefaler følgende mængde vand i ballonen:

  • jejunalsonder i længden 15-22-30 cm: 3-5 ml vand
  • jejunalsonder i længden 45 cm: 7-10 ml vand

Hvad gør du, hvis Mic-Key GJ-sonden stopper til?

Prøv først at skylle sonden igennem med 5-10 ml danskvand. Du kan med fordel bruge en 5 ml sprøjte til at skylle sonden. Hvis du oplever stor modstand og ikke kan sprøjte vand ind i sonden, kan det skyldes, at sonden har snoet sig, og du må en tur på sygehuset, hvor de enten retter den ud eller udskifter den.

Måltagning til Mic-key GJ

Mic-Key GJ er en sonde, som sidder tæt til huden. Derfor er det vigtig, at Mic-Key-skaftet har den helt rigtige længde, som passer til dig. Længden kan ændre sig, fx når børn vokser, ved vægtøgning eller vægttab. Hvis du får brug for at skifte til en anden længde, kan du nemt og sikkert tage mål til en ny Mic-Key ved hjælp af den særlige målepind til Mic-Key. Se, hvordan du anvender målepinden.

Mic-Key GJ brugervejledning


 

Senest opdateret  06-04-2020

Du forlader nu MicKey.dk

Du har valgt et link, der tager dig væk fra MicKey.dk. Klik på annuller for at vende tilbage til MicKey.dk eller klik fortsæt for at blive på hjemmesiden.